Fra 2018 til 2021 løsladte danske fængsler én indsat om måneden, hvor Kriminalforsorgen havde bekymring for radikalisering. En ny rapport kaster lys på konsekvenserne af, at vi ikke tager ordentlig hånd om radikaliserede løsladte. En central del af problemet er mentorordningerne, som i dag ikke fungerer optimalt ifølge ekspert og en tidligere radikaliseret.
Skrevet af Mads Keller Isaksen & Daan Johannes Wilhelmus Bach
Illustrationer af Freja Frida Brems i samarbejde med Mads Keller Isaksen og Daan Johannes Wilhelmus Bach.
Han er stensikker på, hun vil skære halsen over på ham, så snart hun får chancen. For han ville gøre det samme ved hende. Overfor Yaqoub Ali sidder socialrådgiveren i Horserød Statsfængsel; han ser dog kun en vantro, en fjende. Den, på dette tidspunkt, 28-årige mand har i mange år været leder af den militant islamistiske organisation Kaldet til Islam. Han har været den, der blev radikaliseret, og ham, der radikaliserede andre.
Der var to måneder til at Yaqoub Ali bliver løsladt. Han var stadig den samme vrede og hadefulde mand, som han var før fængslet, men et spørgsmål fra socialrådgiveren, den vantro fjende, ændrer det hele.
“Kan vi hjælpe din kone og børn med noget, inden du bliver løsladt?”
Han var lamslået. Hans egen bror havde ikke engang spurgt ind til hans familie, og her sidder der så en vantro og spørger, om hun kan hjælpe dem. Oplevelsen, som Yaqoub Ali selv kaldte for “en udstrakt hånd fra en fjende,” var med til at ændre hans verdenssyn. Det sendte ham ud på en rejse for at afradikalisere sig selv. En proces, der skulle vise sig at være en af de hårdeste, den tidligere militante islamist havde prøvet.
En boble af had
Når Yaqoub Ali skal forklare, hvad radikalisering er, tager han begge sine håndflader op og holder dem udstrakt.
“Forestil dig, at min venstre hånd symboliserer en normal tankegang, som der hjælper til i samfundet.
Forestil dig så, at min højre hånd er en ekstrem og voldelig tankegang, som modarbejder samfundet og dets værdier.”
Yaqoub illustrerer en bro mellem de to håndflader, og ifølge Yaqoub Ali er radikalisering den proces, der foregår, når man krydser broen fra venstre til højre hånd. Det er, når et individ står på broen, at man skal nå dem. For når de først er radikaliseret, kan det være umuligt. Der er livet blevet til en boble af vrede og had.
Han har selv oplevet, hvad radikaliserede mennesker kan finde på, og derfor frygter han, hvordan man vil tage hånd om det øgede antal radikaliserede og terrordømte, som står til at blive løsladt de kommende år, ifølge Bjelkerapporten og Center for Terroranalyses trusselsvurdering.
På katastrofekurs
Bjelkekommissionen, med tidligere chef for kontraterrorismeenheden i PET, Henrik Bjelke, i spidsen, blev i 2020 nedsat af regeringen til at undersøge, hvilke muligheder der var for at håndtere de mange løsladelser af radikaliserede og terrordømte. En af mulighederne er en national mentorordning. Mentorordningerne er essentielle for at afradikalisere indsatte og løsladte, beskriver Bjelkerapporten.
Mentorordningerne er i dag delt mellem to instanser – to stole. Kriminalforsorgen håndterer ordningerne i fængslerne, og kommunen håndterer dem på den anden side af pigtrådshegnet. Det bliver derfor til en evindelig stoledans, hvor det ofte ender med, at den indsatte taber legen. Tina Wilchen Christensen er antropolog og har brugt det meste af sit liv på at forske i radikalisering og ekstremisme, og hvordan man kommer ud af det. Ifølge hende er mentorordningen succesfuld grundet tillidsbåndet mellem mentoren og den radikaliserede.
“Årsagen, til at mentorindsatser fungerer, er, at de er baseret på tillidsfyldte relationer. Det tager tid at opbygge. F.eks. har tilbagevendte syrienskrigere normalt straffe på seks til otte år. Den forandring, du potentielt gennemgår med en mentor, og den viden, din mentor har om dig, den forsvinder, når mentorforløbet afbrydes. Det er jo et livsvidne, der forsvinder.”
De radikaliseredes og terrordømtes udgang fra fængslet er ikke kun et brud med fængselsdragten og de kolde vægge, det er også et brud med det, som Tina Wilchen kalder “en professionel ven,” en person, som de har dannet et tillidsbånd til i årevis. Noget der, ifølge hende, kan have fatale konsekvenser for den radikaliserede løsladte.
“Konsekvensen kan være, at du giver op. Du er i en super sårbar situation, fordi du er i et af de mest stigmatiserede positioner, man kan have.”
Den stigmatisering, som Tina Wilchen omtaler, bliver også nævnt i Bjelkerapporten som ligeledes omtaler, at det er efter løsladelse, den radikaliserede har mest brug for en mentor, da personen både er isoleret, ensom og stigmatiseret. Ude for Bjelkekommissionens kontorer fortsætter stoledansen dog alligevel, og det sætter mentorordningerne på “katastrofekurs”, ifølge Tina Wilchen.
Gamle venner, nye fjender
For Yaqoub Ali var vejen væk fra hadet det sværeste, han havde prøvet. Han havde været tidligere bandemedlem, før han blev militant islamist, og for ham var det en hel del nemmere at komme ud af bandemiljøet end det radikaliserede.
“Du kan sagtens forlade bandemiljøet, og være venner med mange af dem. Den sociale kontrol i det radikaliserede er langt hårdere, og når du bryder med det så mister du rigtig, rigtig meget.”
Da Yaqoub Ali forlod det radikaliserede militante islamistiske miljø, var han i deres øjne blevet en vantro og en fjende.
Den nu 32-årige iraker var ikke overrasket over sine tidligere venners reaktion på, at han forlod miljøet. Han havde jo selv lært dem, at det var sådan man skulle reagere. Det gjorde det dog ikke nemmere. Han var alene, ensom og stigmatiseret af både venner og samfundet. Han stod i en situation, som mange andre radikaliserede indsatte havde stået i, når de betrådte græsset uden for fængslet som frie mennesker.
Men der er ikke nogen hurtlig løsning for radikaliserede individer. Det er en omfattende og tidskrævende proces, som kræver tillid fra både mentor og den radikaliserede, forklarer Tina Wilchen.
“I et program i Sverige, havde de sat tre måneder af, til bare at skabe en relation. Den tid brugte de på tillidsbaserede ting sammen,” fortæller hun.
En udstrakt hånd fra fjenden
Selvom rapporter fra PET og andre myndigheder tegner et billede af en alvorlig trussel fra løsladte radikaliserede, er der betydelige usikkerheder i disse vurderinger. Flere af begreberne i rapporterne er ofte ikke klart definerede. Dette skaber forvirring om, hvem der præcist tælles som radikaliseret. Er det kun dem, der er dømt for terror, eller inkluderer det også dem, som blot har vist tegn på radikalisering?
Usikkerheden omkring antallet af radikaliserede løsladte skyldes også metodiske udfordringer. Rapporter som den fra Bjelkegruppen blander terrordømte, radikaliserede og dem, man blot har en aktiv bekymring om, at de er radikaliseret. Dette kan give et skævvredet billede af situationen.
“Det gør, at der bliver mange flere, og det gør målingsgruppen mere grumset, end den i forvejen er,” nævner Tina Wilchen.
Yaqoub Ali er eksempel på, at det kan lade sig gøre at blive afradikaliseret uden offentlige mentorordninger. Hans vej ud af radikalisering begyndte med en simpel gestus fra en socialrådgiver, som viste ham uventet venlighed. Ét spørgsmål startede en proces, som viste sig at være livsændrende.
En løsning i det uvisse
“Jo flere radikaliserede der er, jo større chance er der for, at der vil ske noget forfærdeligt” advarer Yaqoub Ali med reference til, hvad der kan ske, hvis ikke der bliver taget hånd om de snarligt løsladte terrordømte og radikaliserede.
Politiets Efterretningstjeneste, som også har været med til at udfærdige Bjelkerapporten, vil ikke kommentere på, hvorvidt de snarligt løsladte radikaliserede kan udgøre en samfundsmæssig trussel og skriver i stedet i en mail:
“Bjelkegruppens anden rapport er afleveret til Justitsministeriet, og det er derfor nu op til politikerne at tage stilling til anbefalingerne”
Justitsministeriet vil ligeledes ikke kommentere på problematikken, men henviser i en mail til et høringssvar fra den 15. maj, hvori justitsminister, Peter Hummelgaard, svarer på et spørgsmål angående overvågning af løsladte radikaliserede.
I svaret berører Justitsministeren Bjelkerapportens anbefalinger og nævner, at regeringen allerede har implementeret visse anbefalinger, dog ikke når det gælder mentorordninger. Ministeren skriver til sidst i svaret: “Regeringen overvejer nu indsatsgruppens øvrige anbefalinger og vil herefter fremlægge en plan for den videre håndtering heraf.”
Klar til at blive hjulpet
Tina Wilchen understreger vigtigheden af støtte i afradikaliseringsprocessen:
“Du vil jo ikke selv kunne indse, at du er radikaliseret og har behov for nogle værktøjer”, siger hun og nævner igen, at det kræver tid og dedikation, men resultaterne af et forebyggende mentorforløb for de indsatte er tydelige.
Da Yaqoub Ali for fire år siden trådte ud af Horserød Statsfængsel, var han klar til at ændre sig, han var træt. Træt af had og mistro.
“Min kone og to børn holdt udenfor fængslet og ventede på mig. Jeg satte mig ind på førersædet og tændte som det første radioen. Vi hørte aldrig musik i radioen, det var imod vores tro. Lige dér vidste hun, at jeg havde vendt ryggen til det hele.”
Yaqoub Ali startede afradikaliseringen selv, men i dag mener han ikke, han kunne have gjort det uden hjælp. Hjælp fra venner, familie, og den fremmede socialrådgiver, der en dag i Horserød Statsfængsel valgte at række en hånd ud til en fremmed.
Teaservideo til Instagram, Facebook og X.